Om mig, Mariam Mellouli
Jeg hedder Mariam Mellouli, 40 år og jeg har marokkanske rødder. Jeg er født og opvokset i København. Men jeg taler arabisk og er regelmæssigt på ferie i Marokko for at besøge familie og opleve den marokkanske kultur og stemning.
Jeg har så længe jeg kan huske villet være psykolog. Psykolog eller sanger, og jeg kan virkelig ikke synge, så psykolog for mig var klart det optimale valg. Men helt ærligt, min nysgerrighed med hensyn til, hvad det menneskelige sind består af, og hvad det kan, har fascineret mig fra før jeg blev teenager. Som 11årig, på en ferie i Marokko, læste jeg en bog om Sigmund Freud, som min far havde taget med. For jeg havde allerede havde læst de tre bøger, jeg havde med på ferien. Jeg var nysgerrig og fascineret. Uden at vide alt det, jeg ved i dag, så forstod jeg dengang, at sindet er mere komplekst end man skulle tro. Og også fascinerende.
At jeg endte med at blive psykolog, kom ikke bag på dem der kendte mig godt. Og efter 14 år som psykolog, kan jeg stadig ikke forestille mig at være noget som helst andet. Jeg er lige så nysgerrig i dag, som jeg var dengang, og det betyder også, at jeg har videreuddannet mig og taget mange kurser, siden jeg blev færdiguddannet fra Københavns Universitet i 2008.
Psykologi spænder vidt. Min professionelle rejse har bestået af lidt og hvert. Men der har været en klar rød i tråd i alle de skift, jeg har foretaget. Jeg vil gerne være der, hvor jeg kan gøre en væsentlig forskel samtidig med, at jeg kan udvikle mig.
2008, STARTEN PÅ MIN UDVIKLING SOM PSYKOLOG
Som færdiguddannet psykolog i 2008, var jeg ret sikker på, at jeg skulle arbejde med børn. Jeg havde tænkt, at det var her, jeg kunne gøre det største forskel. Jeg fik arbejde som psykolog i Pædagogisk Psykologis Rådgivning i provinsen og var tilknyttet skoler og daginstitutioner i områder med begrænsede ressourcer.
Jeg forestillede mig, at jeg, i samarbejde med lærere og forældre, skulle samtænke hvor barnet kunne få de allerbedste rammer for udvikling. Men lynhurtigt opleverede jeg, at lærerne, pædagogerne, og ledelsen var frustrerede. Frustrerede over de manglende ressourcer, de øgede krav udefra, den manglende forståelse for deres arbejdssituation og nu også irriterede på psykologen, der kom for at give dem råd.
Jeg begyndte med at lytte og give ”gode” råd. Men jeg hørte hele tiden forklaringer på, hvorfor den løsning ikke var mulig, og at der skulle meget mere til. Jeg forstod hurtigt, at det største problem var deres følelse af magtesløshed. Det sidste de behøvede, var en psykolog, der forstærkede den magtesløshed ved at minde dem om, hvad der var deres job.
Jeg begyndte at bruge mere tid på at tale med dem om, hvad de synes var vigtigt, hvad de brændte for i arbejdet, og hvad de synes var svært. Uden at komme med gode råd eller tale om de obligatoriske handleplaner.
ET AF MINE (MANGE)BETYDNINGSFYLDE AHA-ØJEBLIKKE SOM PSYKOLOG-ARBEJDET
Jeg kan huske en episode, hvor jeg talte med en lærer, som var frustreret over en dreng. Hun mente, han skulle være et andet sted. Læreren var sur og sagde ting, der kunne tolkes nedladende. Tidligere ville jeg havde skruet bissen lidt på og følt at jeg skulle tage barnets parti. I stedet lod jeg denne lærer tale, mens jeg lyttede. På grund af hendes reaktion ved jeg, at det, jeg sagde, havde hun ikke forventet. Jeg sagde nemlig ”det må virkelig være vigtigt for dig, at denne dreng får den støtte han har brug for, for ellers ville du ikke være så sur. Havde du været ligeglad, ville du være så oprevet?”.
Læreren begyndte at græde. Vi fik en snak om, hvorfor hun var blevet lærer, hvad der var svært i arbejdet med drengen, og hvad hun håbede på kunne ændre sig. Derefter fik vi sat et mål, som var realistisk for hende og denne elev. Til næste møde med forældrene, og lærerteamet, var det netop denne lærer, som indledte mødet med at fortælle, hvordan denne dreng havde håndteret en svær situation. Jeg tænkte selv: ”Kan en forandring ske så hurtigt?”
Det er et eksempel på en simpel indsats, som gjorde en kæmpe forskel. Jeg lærte nemlig, at hvis jeg ville have, at læreren skulle møde børn med vanskeligheder med respekt, så måtte jeg begynde med at møde læreren med vanskeligheder med respekt.
FRA SKOLEPSYKOLOG TIL(BAGE) TIL SKOLEBÆNKEN PÅ KING’S COLLEGE LONDON
Jeg fik øjnene op for, at der er et helt system der skal spille sammen, før den forskel, man ønsker, kan indtræffe. I denne sammenhæng var det lærerne og pædagogen, der var tættest på barnet. Men psykologen og alle de andre samarbejdspartnere, samt forvaltningen og deres ledelse, var lige så meget ansvarlige for de resultater, der blev skabt.
Oplevelsen tændte min passion for organisationspsykologi. Derfor trak jeg stikket i et år. I 2013 flyttede jeg til London og gik i gang med min anden kandidatgrad i Strategisk HR og Organisationsanalyse på King's College. Jeg valgte at tage en fuld master uddannelse, fordi jeg så kunne fordybe mig og få svar på og sprog for de arbejdserfaringer og spørgsmål, jeg havde fra mit arbejde som psykolog i kommunen.
Efter at jeg kom hjem, fik jeg arbejde i Dansk Erhverv og var en del af et lille team. Her havde jeg blandt andet ansvaret for at hjælpe danske erhvervsvirksomheder med deres HR spørgsmål. Jeg var også med til at undervise i Ledelse og rekruttering. Det var super spændende, men da jeg havde været der lidt under et år, hvor der havde været en del organisatoriske ændringer og et ledelsesskift, fik jeg et nyt job som management konsulent i Implement Consulting Group. Det var en stor ting for mig. For jeg havde hørt så meget om, hvor svært det er at komme ind i et konsulenthus, at man skal være de blandt de absolut bedste. Selvom jeg blev inviteret ind, skulle jeg til en del samtaler og skulle udføre tests. Nemt var det bestemt ikke, men jeg kom ind - og det var en fed oplevelse.
Jeg havde mange forhåbninger, da jeg begyndte i konsulenthuset. Jeg blev kastet lige ud i det fra første dag, og lærte rigtig meget fagligt og også om personligt. Undervejs blev jeg interesseret i bagsiden af at være en del af en ambitiøs virksomhed, og begyndte at coache en håndfuld af mine kollegaer i håb om, at jeg kunne skifte management stillingen, som bød på typisk 60 timers arbejdsuge ud med en stilling som ”huspsykolog”.
Jeg var fascineret af arbejdskulturen, konsulenterne, hvordan de trivedes og deltog i fællesskabet. Herunder, “målingskulturen”, der betød, at man skulle pleje interne relationer for at komme frem karrieremæssigt. Det skabte både gode og dårlige følelser – gode såsom drivkraft, fællesskab og højt fagligt niveau. Og dårlige såsom ”status-angst”, usikkerhed og, i visse tilfælde, udnyttelse. Jeg kunne se, at jeg kunne gøre en forskel som intern psykolog og coach, for hvis der var et rum hvor medarbejdere og ledere, der følte sig presset eller udfordret, kunne reflektere over det i tryghed, kunne man undgå, at det førte til reaktioner eller adfærd, som enten påvirkede den opgave de arbejdede med eller deres egen trivsel og velvære.
HVORFOR JEG HAVNEDE LIGE HER
Efter halvandet år, og rigtig mange spændende opgaver og arbejdstimer, besluttede jeg mig for at være selvstændig, og bekræftige mig med det, som jeg synes er allermest spændende. At skabe et trygt og fagligt stærkt rum, hvor individer, der lever et liv hvor de hele tiden bidrager til andres velvære, og som føler en forpligtelse overfor de fællesskaber de indgår i, får stoppet op og sikret, at de også får husket deres egne behov og værdimæssige ståsted. Det er vigtigt, at få hvilet, valgt bevidst til og fra og stille krav så man bliver en del af gensidigt forpligtende fællesskaber.
Det er sådan, jeg er havnet hvor jeg er i dag, hvor jeg hjælper private kunder, teams på arbejdspladserne og holder foredrag. Jeg har lært rigtig meget fra alle de arbejdspladser, jeg har været og har bevaret kontakten til de dejlige mennesker jeg har mødt. Det har alt sammen været med til at gøre mig til den psykolog, jeg er i dag. Det har givet mig selvtillid, viden og integritet, som jeg har med mig hver eneste dag. Jeg håber og tror, at det er til gavn for mine dem jeg arbejder med.
Det var vist alt om mig, for nu 😊
Kærligste hilsner,
Mariam Mellouli