Der er mange 'Charlie Chaplins' i dagens verden

- nøglen er ikke at falde for deres narrestreger.

Da jeg var barn, fortalte min far mig om en Chaplin-episode, som jeg stadig husker tydeligt den dag i dag.

I episoden tjener Chaplin penge ved at få sin søn til i al hemmelighed at ødelægge vinduerne i nabolaget, for derefter at "hjælpe" ved at tilbyde sine tjenester som vinduesreparatør.

Anne Sophie Hermansen minder mig på en eller anden måde om Chaplin og netop den historie. Jeg kendte ikke til hende, indtil jeg tilfældigvis så hendes opslag i mit feed om antisemitisme og en israeler, der har fået afslag på en lejebolig.

I samme post skriver hun, at jøder trues af muslimske velfærdspersonale og antyder, at der i Danmark er muslimske læger, som udgør en patientfare over for jøder i Danmark ved at sætte deres muslimske tro over lægeløftet og dansk lov.

Jeg blev overrasket over at læse opslaget, men langt mere overrasket over den måde, hun både svarer og ikke svarer på kommentarerne.

Blandt de kommenterer hun ikke svarer på er skrevet af en læge, der med rette spørger ind til de specifikke scenarier, Anne forestiller sig finder sted på danske sygehuse, hvor læger med muslimsk baggrund kan have eller har udgjort en patientfare. Der hvor hun så svarer, der pointerer hun til alvoren ved antisemitismen.

At antisemitisme er et problem kan ikke anfægtes. Men et andet problem er også, at hun ikke forholder sig til kommentarer, der beder om konkrete eksempler eller kildehenvisninger på hendes påstand om, at der skulle være en gruppe læger og andet sundhedspersonale med muslimsk baggrund, der udgør en reel fare for patienter med jødisk baggrund.

Mange har værdsat opslaget ved at like det, og en håndfuld har delt det.

Blandt andet har en etisk rådgiver delt opslaget med teksten "Vores demokrati er under pres," og en journalist og kommunikator med meninger har delt opslaget med et skriv, der lød: "Der er noget, der vokser, der ikke burde gro."

Man skal naturligvis like og dele som man vil, men jeg står tilbage med en tanke: Henviser de til den israelske lejer eller til den endnu ubegrundede anklage om læger med muslimsk baggrund der alene qua deres religiøse baggrund skulle udgøre en patientfare?

Dagen efter opslaget lukkede Anne for kommentarsporet. Dette er ikke skrevet med intention om at angribe Anne, for det handler ikke kun om hende. Det, som bekymrer mig, er, at der er mange "Charlie Chaplins" i dag.

Med "Chaplins" mener jeg offentlige personer, der profiterer af reelle samfundsudfordringer ved at sige kontroversielle ting, som lyder stærkt og modigt, men som gør det på en måde, der kun gør tingene værre og booster deres position.

Tag endelig ikke fejl; Der er Chaplins inden for forskellige socialgrupper.

Der er Chaplins, som påstår, at de kæmper for feminisme, racisme, islamofobi, antisemitisme, og andre sager. Fælles for dem er ikke deres køn, religion, nationalitet og den slags; det er snarere det, at de er drevet af selvpromovering.

De har samme strategi, når det kommer til deres tilgang: De identificerer et problem, forstærker det, forenkler det og skaber et fjendebillede af "de andre". Den polariserende synsvinkel virker for dem, fordi det resulterer i en unuanceret debat, hvor dem, der blander sig, enten er for eller imod.

Chaplins fremstår som dem, der tør italesætte tingene, og deres kontroversielle natur bliver værdsat af dem, der ser en sandhed i deres synspunkter.

Problemet bliver ikke mindre af, at dem, der er stærkt uenige, får “behov” for deres Chaplin, som kan pege på en anden Chaplin og sige "Det er dem mod os”.

Konsekvensen? At de reelle samfundsproblemer ikke bliver løst, men i stedet skabes der forskellige grupperinger, hvor personer samles omkring eller imod Chaplins med bestemte holdninger eller ideologier

Alle taber, undtagen Chaplins, der får masser at lave.

Så, hvad kan vi gøre? Jeg har to bud, og de fungerer kun sammen.

Vi skal være kildekritiske:

Når nogen fremfører en blanding af sande og falske oplysninger, så kan man komme til at tro på det hele. Dette kaldes også "truthiness”. Truthiness refererer til at man føler noget fortalt er troværdigt, fordi noget af det faktisk er sandt, også selvom noget af det ikke er.

Vi skal derfor være opmærksomme med at gå med det som “føles” sandt, og være bedre til at undersøge om det vi præsenteres for som fakta kan understøttes med evidens eller kildehenvisninger. Man må selvfølgelig godt skrive om noget man har en holdning til, men hvis man henviser til en anekdote, og præsenterer det som sandheden, så skal det kunne understøttes med fakta.

Jeg vil også opfordre til, at vi er kritiske med hvem vi lader os "influere" af. Det er noget jeg personligt er opmærksom på. Det er ikke meget anderledes end hvis vi nu havde et problem med vores partner eller nogen på arbejdspladsen. Vi ville være bedst tjent med at vælge en person, som vil kunne give os konstruktive perspektiver uden at være hverken overdrevent negativ eller alt for positiv. Det ville nemlig hjælpe os bedre til at se tingene mere klart og finde den bedste måde at løse problemerne på.

Og til mit næste bud.

2. Vi skal turde have samtalen med hinanden.

Vi er mennesker, og vi har fordomme og biases, dem skal vi ikke kontrollere og undertrykke, det kommer der intet godt ud af. Mange tror, at modsætningen til ‘at sige hvad jeg vil" er politisk korrekthed. Mit mål er ikke at vende tilbage til den politisk korrekthed, der var år tilbage.

Grunden til, at vi i dag er så politisk ukorrekte, det er, at vi i lang tid var alt for politisk korrekte. Man gik fra ikke at tale om problemerne til i dag at tale om dem uden at tænke over, hvordan man gør det konstruktivt.

Chaplins nyder godt af opmærksomhed og indflydelse, der hvor der allerede er en frustration og opbygning af indre ubehag. Det gør nemlig dem til andres følelsesmæssige forløsning, da de virker som dem der tør sige tingene ud og ikke lader sig undertrykke.

Derfor kommer vi ikke udenom, at vi skal blive bedre til at sige, hvad vi virkelig tænker og føler, og forpligte os til at give den anden rum til at gøre det samme.

Vi skal vise overfor hinanden, at vi godt må have vores mening og sige, at der er noget, vi synes er problematisk, uden at blive påduttet, at man er fundamentalist, racist, islamofob, antisemit og lignende.

For, hvis ikke vi formår at skabe et rum til de samtaler ude i samfundet og den offentlige debat, så vil der være et vakuum, som en Chaplin vil elske at bruge til sin egen fordel.

The end.